Gulerodsjuice med Æble & Ingefær

Frisk gulerodsjuice med æble, ingefær og masser af grønt. En skøn kombination af sødme fra æbler og gulerødder, frisk citron og et dejligt spark fra ingefæren.

Samlet køkken tid: 20 minutter

Antal: 6 – 8 flasker.  

Jeg elsker en god friskpresset juice, og især når der kan komme masser af grøntsager i, uden at det ender med at smage alt for “grønt”.

Denne gulerodsjuice er lige præcis sådan en. Gulerødder og æbler giver en dejlig naturlig sødme, citronen gør den frisk, og ingefæren giver det lille spark, som jeg synes en god juice skal have. Samtidig får jeg sneget både bladselleri og squash med, uden at de overtager smagen.

Jeg laver gerne en god portion ad gangen og hælder den på små flasker, så der står frisk juice klar i køleskabet.

Ingredienser 

  • 6 gulerødder
  • 3 stilke bladselleri
  • 1 stort stykke ingefær
  • ½ squash
  • ¼ usprøjtet citron
  • 3 små æbler
  • 1 tsk koldpresset olivenolie

Tip:

Jeg tilsætter altid 1 tsk. koldpresset olivenolie til den færdige juice. Gulerødder er rige på beta-caroten, som kroppen kan omdanne til A-vitamin. Beta-caroten er fedtopløseligt, og lidt fedt sammen med juicen kan derfor hjælpe optagelsen.

 

Smid ikke pulpen ud!

Gem grøntsagsresterne fra juiceren. Der er stadig masser af fibre tilbage i pulpen, og den kan bruges i alt fra lasagne og kødsovs til farsretter, grøntsagsdeller og fyldte kyllingebryster. Brug den samme dag, eller kom den i fryseren til senere.

Sådan gør du

 

Klargør frugt og grøntsager
  • Skyl gulerødderne, skær enderne af og fjern eventuelle grimme eller stødte områder. Skær dem i passende stykker til din juicer.
  • Skyl bladsellerien grundigt og skær den i grove stykker. Bladselleri kan godt trevle lidt, så jeg synes, det fungerer bedst at skære den i mindre stykker.
  • Skræl ingefæren.
  • Skyl æblerne, fjern kernehusene og skær dem i mindre stykker.
  • Skyl citronen grundigt og skær den i mindre stykker. Jeg kommer den i med skræl og det hele, men fjerner lige de synlige sten. Brug gerne en usprøjtet citron, når skrællen skal med.
  • Skyl squashen, fjern stilken og skær den i passende stykker.

 

Juice

Så er vi klar til at juice!

Jeg synes, det fungerer bedst at blande ingredienserne lidt undervejs, så juiceren hele tiden får lidt forskelligt at arbejde med. Jeg kører derfor ikke først alle gulerødderne, så al sellerien osv., men mixer det hele lidt i en stor skål. 

Kør alle grøntsager og frugter gennem juiceren.

Når juicen er færdig, tilsætter du 1 tsk koldpresset olivenolie og rører godt rundt.

 

På flasker med gulerodsjuicen

Hvis du vil gemme juicen, kan du hælde den på små rene flasker med tætsluttende låg.

Jeg fylder altid mine helt op, faktisk så meget, at de gerne lige må løbe en lille smule over, inden låget kommer på. På den måde forsøger jeg at efterlade så lidt luft som muligt i flasken.

Opbevar juicen på køl og nyd den så frisk som muligt.

 

Velbekomme!  🤗

Hvad gør jeg med pulpen fra juiceren?

Jeg smider næsten aldrig pulpen fra min juice ud. Når man ser den store portion grøntsager, der ligger tilbage i juiceren, synes jeg simpelthen, det er synd bare at smide den i skraldespanden.

En stor del af fibrene fra frugt og grøntsager bliver tilbage i pulpen, så hjemme hos os får den gerne lov til at blive til en del af et andet måltid.

Nogle gange bruger jeg den allerede samme dag, og andre gange ryger den direkte i fryseren. Så kan jeg tage den op til fx lasagne, kødsovs eller andre retter, hvor lidt ekstra grønt passer lige ind.

I dag bliver pulpen fra denne juice faktisk brugt i fyldte kyllingebryster sammen med ost og ovnstegte kartofler. Det er både en nem måde at få brugt resterne på og samtidig undgå unødvendigt madspild.

Opskrifter hvor du kan bruge pulpen:

→ Fyldt kyllingebryst med grøntsagspulp
→ Lasagne med ekstra grøntsager
→ Kødsovs med grøntsagspulp

 

Lidt mere end bare smagen i min gulerodsjuice

Jeg vælger selvfølgelig først og fremmest ingredienserne, fordi jeg synes, de smager godt sammen, men jeg synes også, det er spændende at dykke lidt ned i, hvad de forskellige råvarer egentlig indeholder.

Min gulerodsjuice er nemlig ikke bare gulerødder i et glas. Jeg blander den med æble, bladselleri, squash, ingefær og citron. Æblerne giver den sødme, jeg gerne vil have, citronen gør den frisk, og ingefæren giver lige det lille spark, som gør, at den ikke bliver kedelig. Bladselleri og squash er mere stille i smagen, men jeg synes, de passer rigtig godt ind og gør juicen lidt mere “grøn” uden at tage over.

Frugt og grøntsager bidrager med forskellige vitaminer, mineraler og plantestoffer, og det er netop noget af det, jeg synes er spændende ved at blande forskellige råvarer fremfor kun at juice én ting.

Bladsellerien må også lige have lidt opmærksomhed. Den ser måske ikke ud af meget ved siden af de orange gulerødder og den kraftige ingefær, men den bidrager blandt andet med kalium og vitamin K og indeholder forskellige plantestoffer. Jeg bruger den dog først og fremmest, fordi jeg synes, den giver en dejlig frisk og lidt grøn smag til juicen.

Og så er der ingefæren. Ud over at jeg elsker den varme og lidt skarpe smag, er det også en af de råvarer, jeg selv synes er spændende at dykke lidt længere ned i.

Det, jeg synes er interessant, er, at forskerne faktisk kan måle forskellen i blodet. I en større analyse fra 2025 så man lavere niveauer af flere af de markører, der bruges til at vurdere inflammation, hos personer der fik ingefærtilskud. Det synes jeg altså er lidt interessant.

Har du lyst til selv at dykke lidt ned i forskningen, kan du læse studiet fra 2025 her: Ingefær, antioxidanter og inflammation – studie fra 2025

Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg kan kalde min gulerodsjuice antiinflammatorisk, eller at et stykke ingefær i juicen giver samme effekt som de doser, der er undersøgt. Men jeg synes stadig, det er spændende at vide lidt mere om, hvad der ligger bag de råvarer, jeg vælger at bruge.

Derfor kommer jeg lidt olivenolie i

Gulerødderne er selvfølgelig stadig hovedpersonen i min gulerodsjuice. De indeholder blandt andet betacaroten, som kroppen kan omdanne til A-vitamin. Og det er faktisk her, mit lille trick med olivenolien kommer ind i billedet.

Når juicen er færdig, rører jeg altid omkring en teskefuld god, koldpresset olivenolie i.

Det lille trick med olivenolien har jeg lært af Mads Bo, som jeg ofte finder inspiration hos og har lært rigtig meget af gennem tiden. Jeg synes simpelthen, det er genialt, fordi det er så enkelt, og samtidig giver det rigtig god mening.

Betacaroten hører til gruppen af carotenoider, som er fedtopløselige. Forskning peger på, at fedt sammen med carotenoidholdige fødevarer kan hjælpe kroppen med at optage carotenoiderne bedre. Derfor giver den lille teskefuld olivenolie faktisk rigtig god mening sammen med gulerødderne.

Stadig sulten? Her er flere opskrifter