Jeg hedder Camilla. Sammen med min mand Søren og vores døtre Tine og Rikke deler jeg vores laktosefrie hverdag – ærligt, jordnært og med fokus på madglæde og ro i maven. Rikke fik i september 2025 påvist genetisk anlæg for laktoseintolerans, og derfor lever vi nu laktosefrit herhjemme.
Vi er lige begyndt, og alt det, vi lærer undervejs, deler jeg her på denne side, hvor jeg samler erfaringer fra hverdagen og laktosefri opskrifter, som jeg løbende justerer og bygger videre på.
Jeg er ikke uddannet kok, men jeg laver gode og velsmagende opskrifter, så du kan få lækker mad på bordet uden bekymring for laktose – og uden at det tager al din tid.
Mit håb med at dele vores rejse er at hjælpe andre i samme situation: at forstå den verden, vi pludselig er en del af, at afmystificere hvad det hele betyder, og at skabe et sted, hvor familier med laktoseintolerans kan finde gode opskrifter, hvor maden stadig hænger godt sammen og giver glæde i hverdagen.
Da vores datter Rikke på 7 år igen og igen fik ondt i maven og egentlig har kæmpet med maven hele sit liv – sagde jeg til mig selv: Nu er det nok. Vi har fulgt lægernes råd undervejs, og mange forklaringer har været i spil. Men set i bakspejlet kan laktoseintolerans meget vel være den røde tråd, vi manglede, og som kunne have hjulpet hende tidligere.
Allerede som baby græd Rikke meget, og vi fik at vide, at det var kolik. Det var tungt at bære. Vi fik hjælp hos en kiropraktor, en god beslutning for os – som hjalp med spændinger, så amningen blev lettere. Men gråden fortsatte. Jeg ændrede min egen kost for en sikkerheds skyld, masserede hendes mave og prøvede alt, hvad vi kunne. Zoneterapi gav hende ro og bedre søvn i perioder, og gradvist blev gråden mindre. Lægen vurderede, at “tarmene nok var faldet til ro”.
Gennem de første år dukkede mavepinen op i bølger. Nogle gange blev det forklaret med virus, andre gange “noget, hun havde spist”. Rikke er også ørebarn, så efterår og vinter bød på øreproblemer og forkølelser. Vi har været omkring øre-næse-hals, og ofte var meldingen, at der ikke var noget at se. Mavepinen gled i baggrunden, når den forsvandt og så kom den igen.
Lige op til sommerferien begyndte Rikke at sige oftere, at hun havde ondt i maven. I ferien besluttede vi at se nøgternt på hele historikken: hvornår gør det ondt, hvad har hun spist, hvad der ellers påvirker hende. Jeg bookede lægetid med ønsket om en grundig udredning – for det er ikke normalt, at et barn skal gå med smerter så tit.
Der blev taget prøver: afføring, blodprøver og mere. Det meste så fint ud. Gentesten pegede dog på genetisk anlæg for laktoseintolerans.
Endelig noget, der gav mening. Vi er nu henvist til børnelæge for at komme helt i bund med afklaringen. Følelsen var både lettelse og vemod – lettelse fordi brikkerne faldt på plads, vemod fordi vi tænkte: Hvis bare vi havde vidst det tidligere. Det vigtigste er, at vi ved det nu.
Vi har haft denne viden i to uger. For at give Rikke ro i maven valgte vi, som familie, at leve laktosefrit herhjemme – også storesøster Tine ville være med. Det gør hverdagen enklere for Rikke, og vi kan samtidig mærke efter, hvordan vi andre har det på maven. Vi er stadig i gang med at lære og justere, men mavepinen fylder allerede mindre.
Stol på din mavefornemmelse, når noget bliver ved at dukke op.
Skriv små noter: hvornår gør det ondt, hvad blev spist, og hvordan var dagen.
Spørg konkret til laktose ved lægen, hvis historikken peger i den retning.
Når svaret kommer, så tag små skridt – det behøver ikke være perfekt fra dag ét.
Laktosefri hverdag er vokset ud af vores families behov:
Det er nyt for os & vigtigt for Rikke.
Vi tager små skridt, mærker efter og deler det, vi lærer, så andre kan få glæde af det eller måske få øje på et mønster, der også kan hjælpe deres barn. Vi følger op her, når vi ved mere fra børnelægen og fra vores egen hverdag i køkkenet – og vi deler ud af vores laktosefri opskrifter: nemme til hverdagen, børnevenlige, hurtige, til gæsterne og med plads til det søde.
Jeg deler vores families erfaringer og generel viden om laktoseintolerans. Det erstatter ikke personlig rådgivning. Tal altid med egen læge/diætist ved tvivl – især for børn.
Har du spørgsmål til en opskrift, vil du dele din egen - eller bare sige hej? Udfyld formularen, så vender jeg tilbage hurtigst muligt.
Vi bruger cookies til at få hjemmesiden til at fungere optimalt og til at forstå, hvordan siden bruges, så vi kan forbedre indhold og brugeroplevelse.
Du kan selv vælge, hvilke typer cookies du vil acceptere - og du kan til enhver tid ændre eller trække dit samtykke tilbage.