Køkkentid: 10 min | Bagetid: 16-20 min | Antal: 12 stk. | Ovn temp: 180 °C varmluft
De her muffins startede faktisk som en videreudvikling af mine almindelige bananmuffins. Jeg havde lyst til at eksperimentere med glutenfri bananmuffins og endte med at skifte melet ud med boghvedemel og samtidig justere lidt på de andre ingredienser.
Jeg er ret vild med at bruge modne bananer i bagværk. De giver både sødme og en dejlig saftig konsistens, og sammen med lidt honning betyder det, at der ikke behøver komme ret meget kokossukker i dejen.
Kanel, kardemomme og ingefær giver den varme krydrede smag, og så skal der selvfølgelig mørk chokolade i. For selvom jeg godt kan lide at lege med ingredienserne og gøre mine opskrifter lidt anderledes, skal en muffin stadig først og fremmest smage virkelig godt.
Ingredienser
- 25 g kokossukker
- 25 g honning
- 40 g rapsolie
- 3 æg
- 125 g boghvedemel
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk vaniljepulver
- 1 tsk kanel
- ½ tsk stødt kardemomme
- ½ tsk stødt ingefær eller lidt friskrevet ingefær
- 3 modne bananer
- 50 g mørk chokolade, min. 70 % (tjek at den er laktosefri)
Tip
- Brug gerne rigtig modne bananer. Når jeg laver glutenfri bananmuffins, bruger jeg gerne de bananer, der efterhånden er blevet lidt for brune til morgenmaden. Jo mere modne bananerne er, desto mere sødme og saftighed giver de til dine muffins.
- Boghvedemel er naturligt glutenfrit. Selvom navnet godt kan snyde lidt. Hvis du laver muffinsene til en person med cøliaki, så sørg for, at alle ingredienser er mærket glutenfri og undgå krydskontaminering i køkkenet.
- Chokoladen kan sagtens varieres. Jeg bruger mørk chokolade på minimum 70 %, men brug den mørke chokolade, du bedst kan lide. Husk blot at tjekke ingredienslisten, hvis muffinsene skal være laktosefri.
- De er også rigtig gode til fryseren. Lad dem køle helt af og frys dem ned enkeltvis eller i en frysepose. Så er det nemt lige at tage en muffin op til madpakken eller eftermiddagen.
Sådan gør du
1. Forbered ovnen
Tænd ovnen på 180 grader varmluft, og gør en muffinform klar med 12 muffinforme.
2. Lav dejen
Mos de modne bananer godt med en gaffel.
Kom kokossukker, honning og rapsolie i en skål og rør det godt sammen.
Tilsæt æggene ét ad gangen og pisk blandingen godt sammen.
Kom boghvedemel, bagepulver, vaniljepulver, kanel, kardemomme og ingefær i en anden skål og bland det sammen.
Vend de tørre ingredienser i æggemassen.
Tilsæt de mosede bananer og vend dejen sammen, indtil den lige akkurat er ensartet. Undgå at arbejde mere med dejen end nødvendigt.
Hak den mørke chokolade groft og vend den forsigtigt i dejen.
3. Fordel i formene
Fordel dejen i 12 muffinforme. Fyld dem cirka ¾ op.
Jeg synes, det er nemmest at bruge en sprøjtepose med et stort hul, så chokoladestykkerne kan komme igennem, men du kan også bruge to skeer til at fordele dejen.
4. Bag dine muffins
Bag dine glutenfrie bananmuffins midt i ovnen ved 180 grader varmluft i ca. 16-20 minutter.
Tjek dem med en tandstik eller kødnål. Der må gerne være lidt fugtige krummer, men der skal ikke hænge rå dej ved.
Lad dem stå et par minutter i formen, inden du flytter dem over på en rist og lader dem køle af.
Klar til nydelse – velbekomme
Hvorfor boghvedemel i glutenfri bananmuffins?
Jeg er begyndt at eksperimentere mere med boghvedemel i mit bagværk. Det startede faktisk med mine andre bananmuffins, hvor jeg bruger både hvedemel og hvid fuldkornsmel. Her prøvede jeg at erstatte hvedemelet med boghvedemel og beholde den hvide fuldkornsmel, og de blev virkelig gode.
Det gav mig lyst til at lege endnu mere med boghvedemelet, og denne gang ville jeg prøve at lave glutenfri bananmuffins, hvor boghvedemel fik lov til at være den eneste meltype.
Vi har faktisk en i familien, der ikke tåler gluten, men det er ikke kun derfor, jeg er blevet nysgerrig på boghvede. Jeg arbejder selv meget med min kost og er blevet mere interesseret i forskellige råvarer og i, hvad de hver især bidrager med.
Boghvede er, på trods af navnet, slet ikke hvede. Det er et frø, som er naturligt glutenfrit. Boghvede bidrager blandt andet med kostfibre, protein og mineraler som magnesium og indeholder også forskellige plantestoffer.
Luftige, svampede og med masser af smag
Noget af det, jeg selv blev virkelig positivt overrasket over, var konsistensen. De her glutenfri bananmuffins bliver virkelig luftige og svampede – præcis sådan som jeg synes, en god muffin skal være.
Jeg bruger både honning og kokossukker i opskriften. Jeg har lagt mærke til, at når jeg pisker honning sammen med æggene, får jeg en dejlig luftig masse. Kokossukkeret giver samtidig en lidt karamelagtig smag, som jeg synes gør muffinsene endnu mere lækre.
Og så elsker jeg bare kombinationen af det lidt snaskede fra den mørke chokolade, de varme krydderier og den runde smag af banan.
Et hit til vores hyggestunder
Herhjemme bliver de tit spist til eftermiddagshygge, når brætspillene kommer på bordet, eller når der lige kommer en gæst eller to forbi.
Jeg har også serveret dem til et større selskab, og de var virkelig et hit. Flere kunne godt lige spise én mere, og ungerne nåede da også forbi fadet 2-3 gange.
En af mine pigers veninder fortalte mig faktisk, at det var de bedste bananmuffins, hun havde smagt. Det er altså fantastisk dejligt at høre, når man har stået og eksperimenteret med en opskrift.
Fra køks til hyggestunder
Jeg er blevet ret glad for at tænke køks (altså madlavning på forskud) ind i mere end bare vores aftensmad. For hvorfor ikke også køkse lidt til de gode hyggestunder?
Har du en dag, hvor tiden og overskuddet er til at bage, så lav en portion, eller dobbelt op og kom dem, I ikke skal spise, i fryseren.
Så er der altid lidt lækkert klar til de dage, hvor brætspillene skal på bordet, der kommer gæster forbi, eller familien bare trænger til at komme lidt ned i gear sammen.
Jeg tager bare det antal muffins op, vi skal bruge, cirka 1-1½ time før de skal spises. Så har vi lækre muffins klar uden først at skulle bruge en halv time eller mere i køkkenet. Den tid vil jeg meget hellere bruge sammen med familien.
De kan fint holde sig omkring 3 dage, men hjemme hos os ryger dem, vi ikke skal spise samme dag, ofte direkte i fryseren.
Skru lidt ekstra op for hyggen
Skal dine glutenfri bananmuffins være lidt ekstra lækre, kan du smelte lidt mørk chokolade og hælde den over toppen.
Drys fx med hakkede nødder, lidt ekstra hakket chokolade eller gør som min datter elsker det – giv dem et ordentligt drys krymmel.
Nogle gange skal der altså bare skrues lidt ekstra op for hyggen. ❤️


