Jordbærtærte med Konditorcreme

En skøn jordbærtærte med en blød og nøddeagtig bund, et lag mørk chokolade, luftig konditorcreme og masser af friske jordbær.

Køkkentid 1 time og 15 minutter ⎜6 – 8 pers. 

Der er nogle kager, som bare smager af sommer, og jordbærtærte er helt sikkert en af dem for mig. Når jordbærrene begynder at dukke op i butikkerne og vejboderne, går der som regel ikke længe, før den første jordbærtærte står på bordet.

Denne version er blevet en favorit hjemme hos os. Jeg kan godt lide, at bunden er nem at lave, og at den passer så godt sammen med den luftige konditorcreme, chokoladen og de friske jordbær. Det er ikke en avanceret kage, men den imponerer alligevel hver gang, jeg serverer den.

Med havre- og mandelbund, mørk chokolade, luftig konditorcreme og masser af friske jordbær er det en kage, der passer perfekt til sommerens hyggestunder med familie og venner.

Ingredienser 

Bund

  • 180 g havregryn
  • 90 g mandelmel
  • 4 spsk honning
  • 70 g mælkefri smør
  • 1 knivspids salt

Chokoladelag

  • 50 g mørk chokolade


Konditorcreme

  • 5 spsk vaniljecreme
  • 1,5 dl piskefløde (laktosefri alternativt kan du også bruge Alpro whipping Soya) 

Pynt

  • 250-300 g friske danske økologiske jordbær

Tip:

Bunden kan godt virke lidt blød, når den kommer ud af ovnen. Det skyldes mandelmelet. Den bliver fastere, når den køler af, så lad være med at bage den for længe. Den skal have en flot gylden farve, før den er færdig, men bagetiden kan variere fra ovn til ovn.

Sådan gør du

Bund
  • Blend havregrynene til mel i en minihakker, foodprocessor eller blender.

  • Kom havremel, mandelmel og honning i en skål.

  • Smelt smørret og tilsæt det sammen med saltet.

  • Ælt dejen sammen, indtil den hænger godt sammen. Jeg bruger ofte nitrilhandsker og ælter den med hænderne, men en grydeske eller dejskraber fungerer også fint.

  • Find en tærteform eller springform frem. Jeg bruger selv en rund tærteform.

  • Pres dejen godt ud i formen, og sørg for at trykke den godt sammen, så du får en jævn bund.

  • Bag bunden ved 180 grader i ca. 14 minutter, eller indtil den er flot gylden.


Konditorcreme

 

Når bunden er færdige tages den ud og køles helt ned før der kan lægges chokolade lag på. 

Imens den køles, tages jordbærne frem skæres i skiver og lægges på køkkenrulle eller et viskestykke for lige at tørre lidt af saften af. 


Chokoladelag
  • Tjek at bunden er kold,
    Smelt halvdelen af chokoladen over vandbad eller forsigtigt i mikroovnen når halvdelen er smeltet tager du resten af chokoladen og tilsætter og rører det rundt indtil det er smeltet sammen med den varme chokolade.

  • Fordel chokoladen i et tyndt lag over hele bunden.

  • Lad chokoladen sætte sig et par minutter.


Fortsættelse af konditorcreme
  • Pisk fløden til en let flødeskum.

  • Vend forsigtigt vaniljecremen og flødeskummet sammen til en luftig konditorcreme.


Samling
  • Fordel konditorcremen oven på chokoladelaget.

  • Fordel jordbærende over tærten. 

  • Stil gerne tærten på køl i 30 minutter inden servering, så den lige kan sætte sig. 

 

Velbekomme!  🤗

Hvorfor jeg elsker denne jordbærtærte

De fleste jordbærtærter laves med mørdej eller mazarinbund. Jeg er selv blevet ret glad for denne version med havre og mandelmel, fordi den både smager godt, er nem at lave og giver en lækker bund, som passer perfekt sammen med chokolade, konditorcreme og friske jordbær. 

Inspiration til opskriften

Jeg faldt over en jordbærtærte fra Helle (@helleforhygge) på Instagram, som jeg bare måtte prøve. Som så ofte før kunne jeg dog ikke lade være med at justere lidt på ingredienserne og mængderne undervejs. Det er endt med denne version, som er blevet et stort hit hjemme hos os.

Tak til Helle for inspirationen og for at dele opskriften, som dannede udgangspunkt for min egen version.

Stadig sulten? Her er flere opskrifter