Jordbærtærte med Vaniljeskyr

En frisk og let jordbærtærte med vaniljeskyr, mørk chokolade og masser af jordbær. En skøn sommerdessert, der er nem at lave.

Køkkentid 1 time og 15 minutter ⎜6 – 8 pers. 

Der er nogle kager, som bare smager af sommer, og jordbærtærte er helt sikkert en af dem for mig. Når jordbærrene begynder at dukke op i butikkerne og vejboderne, går der som regel ikke længe, før den første jordbærtærte står på bordet.

Har du lyst til jordbærtærte, men gerne vil prøve en lidt lettere version? Så er denne jordbærtærte med vaniljeskyr måske noget for dig. Den har en lækker bund med havre og mandelmel, et tyndt lag mørk chokolade og en frisk, cremet topping af vaniljeskyr. Toppet med masser af friske danske jordbær er den perfekt til sommerens hyggestunder.

Ingredienser 

Bund

  • 180 g havregryn
  • 90 g mandelmel
  • 4 spsk honning
  • 70 g mælkefri smør
  • 1 knivspids salt

Chokoladelag

  • 50 g mørk chokolade

 

 Vaniljecreme
  • 5 spsk vaniljeskyr
  • ½ dl Alpro Whipping Soya eller aquafaba

 

Pynt

  • 250-300 g friske danske økologiske jordbær

Tip:

Bunden kan godt virke lidt blød, når den kommer ud af ovnen. Det skyldes mandelmelet. Den bliver fastere, når den køler af, så lad være med at bage den for længe. Den skal have en flot gylden farve, før den er færdig, men bagetiden kan variere fra ovn til ovn.

Sådan gør du

Bund
  • Blend havregrynene til mel i en minihakker, foodprocessor eller blender.

  • Kom havremel, mandelmel og honning i en skål.

  • Smelt smørret og tilsæt det sammen med saltet.

  • Ælt dejen sammen, indtil den hænger godt sammen. Jeg bruger ofte nitrilhandsker og ælter den med hænderne, men en grydeske eller dejskraber fungerer også fint.

  • Find en tærteform eller springform frem. Jeg bruger selv en rund tærteform.

  • Pres dejen godt ud i formen, og sørg for at trykke den godt sammen, så du får en jævn bund.

  • Bag bunden ved 180 grader i ca. 14 minutter, eller indtil den er flot gylden.

 

 Chokoladelag
  • Tag bunden ud af ovnen, og lad den køle af.

  • Smelt chokoladen over vandbad eller forsigtigt i mikroovnen.

    • Smelt halvdelen af chokoladen over vandbad eller forsigtigt i mikroovnen når halvdelen er smeltet tager du resten af chokoladen og tilsætter og rører det rundt indtil det er smeltet sammen med den varme chokolade.

 

  • Fordel chokoladen i et tyndt lag over hele bunden.

  • Lad chokoladen sætte sig.

Vaniljecreme
  • Pisk Alpro Whipping Soya eller aquafaba let og luftigt.

  • Vend forsigtigt vaniljeskyren sammen med den piskede topping, indtil du har en luftig creme.
  1.  

Samling
  • Fordel vaniljecremen oven på chokoladelaget.

  • Skyl og rens jordbærrene.
    Halver jordbærrene læg dem på et stykke køkkenrulle eller viskestykke og lad dem lige tørre lidt – fordel dem over tærten.

    Stil gerne jordbærtærten på køl i 30 minutter inden servering.

 

Velbekomme!  🤗

Hvorfor jeg elsker denne jordbærtærte

De fleste jordbærtærter laves med mørdej eller mazarinbund. Jeg er selv blevet ret glad for denne version med havre og mandelmel og vaniljeskyr fordi den både smager godt, er nem at lave og giver en lækker bund men den er også en lettere udgave der ikke koster så meget på kalorierne. 

Inspiration til opskriften

Jeg faldt over en jordbærtærte fra Helle (@helleforhygge) på Instagram, som jeg bare måtte prøve. Som så ofte før kunne jeg dog ikke lade være med at justere lidt på ingredienserne og mængderne undervejs. Det er endt med denne version, som er blevet et stort hit hjemme hos os.

Tak til Helle for inspirationen og for at dele opskriften, som dannede udgangspunkt for min egen version.

Stadig sulten? Her er flere opskrifter