Koldhævede boller

Kun 5 minutters arbejde om aftenen – og vågn op til sprøde, luftige morgenboller med havre og solsikkekerner.

Køkkentid: 10 min | Bagetid 16-20 min. | Antal 12  stk. | Ovn temp: 180 °C varmluft

De her koldhævede morgenboller er sådan nogle, jeg vender tilbage til igen og igen. Dem der lige gør morgenen lidt blødere. Dejen røres sammen på fem minutter om aftenen – og næste dag kan du sætte sprøde, lune boller på bordet uden hastværk og mel ud over det hele.

De er rustikke, luftige og med masser af bid fra havre og så får de den der helt særlige sprøde bund fra solsikkekernerne. Perfekte til hverdagensmorgen brød og weekendmorgen med god tid… men faktisk mindst lige så gode på en helt almindelig tirsdag, hvor man bare gerne vil starte dagen lidt hyggeligere.

Ingredienser

  • 5 g gær

  • 6 dl koldt vand

  • 600 g hvedemel

  • 1 tsk salt

  • 3 dl havregryn

  • ½ dl olie

  • 1 håndfuld solsikkekerner (til bunden)

Tip

  • Vil du have endnu mere struktur og smag, kan du tilsætte ekstra kerner eller frø i dejen – fx hørfrø eller græskarkerner. Du kan også putte 1/4 squash eller revet æble eller gulerod i. 

  • De kan sagtens fryses. Lun dem kort i ovnen, så bliver de næsten som nybagte igen.

 

Sådan gør du

  • Opløs 5 g gær i det kolde vand i en stor skål.

  • Tilsæt salt, olie, hvedemel og havregryn. Rør det hele godt sammen. Dejen skal være klistret – det er helt rigtigt.

  • Dæk skålen til og stil den i køleskabet natten over.

  • Næste morgen: Forvarm ovnen til 200 °C varmluft.

  • Beklæd en bageplade med bagepapir og drys solsikkekerner dér, hvor bollerne skal ligge.

  • Dyp en spiseske i et glas vand og sæt klatter af dej direkte fra skålen ned ovenpå kernerne.
  • Drys havregryn ud over bollerne.

  • Bag bollerne midt i ovnen i 15–20 minutter, til de er gyldne og sprøde.

 

Lad dem køle en smule – og nyd dem lune.

Klar til nydelse – velbekomme🤗

share this recipe:
Facebook
Twitter
Pinterest

Stadig sulten? Her er flere opskrifter